Musikteori er teori og hørelære på niveau 1-5, som er et godt supplement til instrumentalundervisningen. Rytmer, nodelæsning, musikdiktat, akkorder og intervaller er nogle af de mange ting du vil lære noget om. Hvad er becifring, hvad er forskellen på dur og mol og hvordan analyserer man musik?
Musikteori 1
Til dig der lige er begyndt at spille et instrument eller har spillet i få måneder. Her får du kendskab til de basale elementer i musikteori. Desuden får du mulighed for at være med, når vi i slutningen af året dannet et stort orkester, "Den Sorte Gryde", af alle Musikteori 1 holdene.
Vi arbejder med nodelære, du lærer at læse noderne, kende deres navn, længde og værdi, og vi arbejder med taktarter, puls og rytmer, så du lærer at omsætte det læste til musik.
Elever, som deltager i musikteori får typisk en bedre forståelse for musikalske sammenhænge og får et større udbytte af deres soloundervisning, fordi den basale teoriundervisning ikke er en del af instrumentaltimen.
I efteråret ligger vægten på musikteori, men efter jul bliver alle Musikteori 1 hold til sammenspilsgrupper, hvor vi omsætter det lærte i praksis.
Forløbet afsluttes med fire lørdage efter jul, hvor holdene tilsammen danner et 30-40 mand stort orkester, som øver fælles og afslutter med en flot koncert i musikhusets store sal.
Musikteori 2
En fortsættelse af Musikteori 1 - til dig der har spillet godt et år.
Musikteori 3
Et godt hold til dig, der overvejer at søge ind på MA. Du skal være indstillet på at læse noder i både G- og F-nøglen.
Musikteori 4 og 5
"Overbygningen", hvor vi arbejder med funktionsanalyse, analyse af jazzstandards. Et godt supplement til musik i gymnasiet.
Deltagelse på Musikteori hold er gratis, når man går til soloundervisning i musikskolen. Din lærer kan vejlede dig i hvilket hold du skal på.
Holdene går i gang i uge 34 - i Sønderborg dog først i uge 38. Tilmelding gennem kontoret.