Undervisere

Skolens faste lærere er uddannede balletdansere med pædagogisk erfaring - nedenfor kan du læse om deres baggrund.

Derudover engageres eksterne lærerkræfter fra den Kgl. Ballet, Dansk Danseteater, Schaufuss Balletten og Tivoli´s Pantomime teater til workshops og sommerskoler. Tidligere gæstelærerer omfatter:

- Louise Lav
- Hilary Briggs
- Mette Baarup
- Henriette Brøndsholm
- Liselotte Sand
- Simone Würtz

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Melissa Mathies, Danseakademiets leder

Sønderjyllands Danseakademi er ledet af tidl. Kgl. balletdanser Melissa A. Mathies.

Melissa er født i Australien, hvor hun startede med at danse som blot fire årig. Hendes 12-årige balletuddannelse fra Royal Academy of Dance blev afsluttet med Solo Seal. Som barn dansede hun ved den Australske Ballet og Opera og deltog i flere professionelle forestillinger, indtil hun i 1985 modtog årets talentlegat fra Society of Dance Australia.

Samme år rejste hun til London, hvor hendes uddannelse blev afsluttet på Royal Ballet School. Her arbejdede hun både på Royal Ballet Covent Garden og Sadlers Wells Royal Ballet, mens hun modtog balletundervisning ved nogle af verdens førende balletdansere og lærere som Sir Frederick Ashton, Gelsey Kirkland, Lynn Seymour, Sir Kenneth McMillan, Melissa Hayden og Truman Finney.

I 1987 begyndte Melissa sin professionelle balletkarriere ved Den Kongelige Ballet i København. Årene i København inkluderer samarbejde med bl.a. Kirsten Ralov, Frank Andersen, Henning Kronstram, John Neumeier, Helgi Tomasson, Peter Schaufuss, Flemming Flindt, Peter Martins, Patricia og Colleen Neary. Hun turnerede med solister fra the Royal Danish ballet sammen med Dina Bjørn i bl.a. USA, Italien og Spanien.

Som solodanser bliv hun hentet til Deutsche Oper am Rhein af Heinz Spoerli i 1991. Her dansede hun flere solopartier – f.eks. som Clara i Nøddeknækkeren og i værker af William Forsythe. I 1993 vendte hun tilbage til Kongens Nytorv. Her har hun danset partier i de fleste store klassiske balletter samt talrige roller i balletter fra Bournonville til Balanchine. Soloroller inkluderer peasant pas de deux -  Giselle, Russiske piger - Serenade, Pas de Six – Napoli,  Saphire og Sangfugle Fe solo – Tornerose. Hun har også været med i en række moderne værker. I løbet af hendes aktive karriere har hun danset sammen med Darcey Bussell, Nikolaj Hübbe, Alexander Kølpin, Tim Rushton m.fl.

Som grundlægger af Sønderjyllands Danseakademi har Melissa Mathies været med til at opbygge en base for klassisk ballet i Sønderborg og omegn siden 2004. Derudover er der også blevet oprettet en forbindelse til den Kgl. Balletskole således at talentpleje for ballet nu også er en realistisk mulighed for alle børn i Sønderjylland. Melissa har gennemført en pædagogisk videreuddannelse ved den Kgl. balletskole og siden 2008 været tilknyttet til den Kongelige Balletskole som medlem af deres Kunstnerisk/faglige råd.

 

Anja Jensen

Anja Mandal Jensen har undervist i ballet på Sønderjyllands Danseakademi siden 2004. Til daglig er hun pædagog i Børnegården Skratmosen.

Anjas danseerfaringer stammer fra hendes elleve år hos Mette Mollerup og Kirsten Ralov i København, hvor hun startede med at danse – otte år gammel. Senere bliv hun tilknyttet Ballet-teatret og Elevskolen ved Kgl. balletdanser, Ole Palle Hansen. Hun har medvirket i mange af Ballet-Teateret´s forestillinger, bl.a. Nøddeknækkeren, Tornerose og Askepot. Danseerfaring har hun også samlet ved at danse både moderne og klassisk ballet hos Dance Factory og Dansens hus i København. Anja har siden 1992 undervist i klassisk ballet for elever fra 3 og op til 70 år. 

 

 

Karin Beck Olsen

Karin underviser eliteholdene i ballethistorie.

Karin er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i klaver og pædagogisk kursus. Siden 1973 har hun arbejdet som klaverlærer i forskellige musikskoler, hvor hun og hendes elever har medvirket i utallige kurser og konkurrencer. Siden 1986 har hun desuden undervist i teori og har været med til at udvikle teoritilbudet på høj-niveau i Sønderborg Musikskole. I dag varetager hun teori- og hørelæreundervisningen på musikskolens overbygning, Musik Akademiet.

Karin har siden 2006 undervist i balletkundskab og -historie på Danseakademiet.

 

Sønderjyllands Danseakademi | Kirke Allé 9 | 6400 Sønderborg | T 8872 4228